Tillykke til Prins Joachim

 

Af Knud Erichsen

7. juni fylder H.K.H. Prins Joachim 50 år – og dermed deler prinsen fødselsår med Herefordforeningen for Danmark.

I 1989 trådte Prins Joachim bogstaveligt ind i Herefordforeningen. Det skete ved den 4. Europæiske Herefordkonference med prinsen som protektor.

Konferencen blev afholdt i Danmark, og i forbindelse med et stort show på Landskuet i Herning fik Prins Joachim overrakt en Herefordkvie, og blev ved den efterfølgende frokost udnævnt til æresmedlem.

Ved Den 15. World Hereford Konference 2008 havde Herefordforeningen igen stor glæde af Prins Joachim, der var protektor for konferencen, der blev afholdt som et fælles skandinavisk projekt.  I Herning var prinsen i centrum ved det store World Hereford Show, hvor prinsen foran et stort internationalt herefordpublikum og et stort presseopbud overrakte ”H.K.H. Prins Joachims Ærespokal” til Ib Ravn, der med tyren Slyks 1 Agro havde vundet Supreme Champion-titlen.

Herefordforeningen har meget at takke Prins Joachim for – og vi glæder os til et forhåbentligt langt fremtidigt samarbejde.

herning 08 053 rb

H.K.H. Prins Joachims Ærespokal” blev indstiftet ved Landskuet i Herning i 2008, hvor Prins Joachim var protektor for WHC—konferencen. Arkivfoto Bent Sørensen